Forestillinger

Hold 1: “Vilma Vilddyr” ( 8-11 årige)

Det er ikke altid nemt at være i en familie med en storesøster, der ikke gider én eller en mor, der har travlt med job og ny kæreste. Så kan man godt komme til at bide… Vilma bliver sendt på sit værelse uden aftensmad, og pludselig vokser der en hel skov op, og Vilma tager båden til der, hvor de vilde ting bor. En forestilling om ensomhed, frygt, venskab, håb og ur-vildskab.

Undervisere:
Ulla Katcher & Mathilde Faarup

Hold 2: ”Livets Træ” (10-12årige)

Vi mennesker kan godt lige plastik, tøj og smarte nye teknologiske dimser. Men hvad sker der, når vores ting går i stykker, og vi smider dem ud? Hvor bliver det af? Og hvem rydder det op? Vi får mere og mere skrald og affald i vores verden, og på et tidspunkt vil den være dækket af det! Vi er tilbage i år 2318, hvor Jorden er en stor skraldeplanet. Vi følger en gruppe børn, som søger en bedre verden, hvor de grønne planter vokser, og hvor alle børn har en mor at putte sig ind til, når

Undervisere:
Laura Alm &  Krogen (Maja) Krog Andersen

Hold 3: ”JEG KEEEDEEEER MIIIIIIIG!!!!!!!!” (9-12 årige)

Hold 3 keder sig! Og keder sig! OG KEDER SIG!!! De vender og drejer deres hjerner for at finde på, hvad de skal lave. Fantasien lever af kedsomhed, så med ét tager fantasien over. En spændende og farefuld rejse gennem 15 børns fantasiverdener og oplev deres skøre påfund og fjollede væsner. Hvordan keder man sig på en scene uden at kede publikum.

Undervisere:
Laura Alm og Mathilde Faarup

Hold 4: ”Det har jeg jo sagt” (11-13 årige)

Et ord er ikke bare et ord. Et ord kan siges på mange måder. Et ord kan skifte betydning alt efter betoning og sammenhæng. “Det har jeg jo sagt” er en leg med ord med forskellige betoninger og i forskellige sammenhænge. Hold 4 arbejdede med nul-tekster. Det vil sige tekster, der får deres betydning i den sammenhæng, de bliver sat ind i.

Undervisere:
Birgitte Alme og Kjeldsen (Stine) Kjeldsen

Hold 5: ”Det er ganske tvist” (13-15 årige)

Med udgangspunkt i det klassiske eventyr om fjeren, der bliver til fem høns har hold 5 arbejdet med overdrivelser med både kroppen, stemmen og fantasien. Men de seksten skønne skuespillere gør mere end det… de tager nemlig H.C. Andersens sladrende hønsegård op til nutiden og belyser de unge teenageres skønhedsidealer og følelsen af ikke at være gode nok. Ikke at være gode nok, når de skal spejle hinanden på de sociale medier, og når de kigger sig selv i det lille spejl på væggen der. Hvorfor er det, at det er så vigtigt at leve op til andres forventninger, uanset om man er klovnen, den oversete eller den dominerende i klassen? ”Det er ganske tvist” er en alvorlig kamp mod bumser, lavt selvværd, dårlige hårdage og forskruede kropsidealer. Men ”Det er ganske tvist” er også en sjov hyldest til pixibøger, dinosaurer, grillkyllinger og ikke mindst til seksten skønne skuespillere. Men uanset om du har svært ved at komme ud af fjerene om morgenen eller ej, så giver vi dig allerede nu svaret på, om en fjer godt kan blive til fem høns: JA… og til meget meget mere – med et lille tvist!

Underviser:
Jan Værum

Hold 6: ”Kærlighed ved første stik” (13-15 årige)

På den ene side af hækken er der fest og farver i en stor familie, der stråler om kap med solen. På den anden side af hækken er der bitterhed i en ligeså stor familie. Og så er scenen sat – altså når rollerne lige er blevet fordelt først. Naboskaber kan skabe konflikter. Forældreskaber må skabe konflikter. Venskaber vil skabe konflikter. Søskendeskaber skal skabe konflikter. Men er det værste egentligt at være i konflikt med sig selv? Skaber det konflikter at tage syv gamle teaterelever og sætte dem sammen med syv helt nye Kastalister? Giver det konflikter at arbejde sammen, når for mange vil have det sidste ord? Kan man finde fælles fodslag, når modstridende ønsker, motiver og impulser mødes og sød rockmusik opstår? Kan man være så konfliktsky, så man ikke engang kan slå tiden ihjel? Er græsset altid grønnere på den anden side af tjørnehækken, eller stikker kærligheden til ens venner og familie meget dybere?

Underviser:
Jan Værum

Hold 7: ”Der er ingen ko på isen og ugler i mosen, når geden er barberet og kamelen er slugt” (14-17 årige)

En smuk kropslig forunderlig forestilling, improviseret frem af de dejlige elever på hold 7. Nogle mennesker bliver nervøse, bange, afvisende, når de møder noget nyt, noget uventet, noget de ikke forstår. Sådan er det IKKE for KAMLISKA folket. De har en dejlig, åben, kærlig, barnlig, nysgerrig tilgang til det nye. En gruppe rejsende KAMLISKA folk er landet et sted, de aldrig har været før. De kender ikke skikke, sproget og måden mennesker omgås. De møder det danske; her hvor vi hælder vand ud af ørerne og går som katten om den varme grød. Vi kan ende med håret i postkassen, og det sker, at vi må bide i det sure æble. Vi kaster perler for svin og går agurk. Vi klapper heste og går rundt med en kæp i øret. Og vi bor i et land, hvor det kan blæse en halv pelikan. Vi er som en fisk i vandet og kan være på spanden og samtidig have krudt i røven. Mens vi træder rundt i spinaten og stikker fingeren i jorden, kan vi ikke få øje på skoven for bare træer, og det er endda selvom æblet ikke falder langt fra stammen. Vi smeder, mens jernet er varmt, selvom vi ikke er den skarpeste kniv i skuffen. KAMLISKA folket har stor empati og kærlighed til mennesker. De siger: Glæde og lykke kommer ikke af, hvad du får, men hvad du giver. MANGE MENNESKER GLEMMER DEN LILLE LYKKE, MENS DE VENTER PÅ DEN STORE.

Underviser:
Lisbeth Nielsen

Hold 8: ”Hvad der sker i Tisvildeleje, bliver i Tisvildeleje” (14-17 årige)

Den nye gymnasieklasse skal rystes sammen, og hvad er bedre end en hyggelig telttur? Men tør du sove i skoven om natten sammen med din nye 1.g-klasse, hvor ingen rigtig kender hinanden endnu? Tør du fortælle en hemmelighed, og hvad hvis din største hemmelighed nu bliver afsløret? Og hvad var den lyd – var det en ulv eller en klassekammerat, der skreg? Tør du tage imod en udfordring, eller er du mere modig, hvis du tør sige nej? Tør du stille dig op foran hele din klasse og spille teater? Tør du vise alle andre i salen, hvem der egentligt gemmer sig bagved den, de synes de kender i forvejen? Tør du gå hele vejen, eller er du bange for at blive træt i benene?

Underviser:
Jan Værum

Hold 9: del 1: ”Når krybben er tom…” & del 2: ”Så bides hestene” (16-20årige) Del 1: ”Når krybben er tom”

En anderledes juleforestilling spillet af unge fra Teaterskolen Kastali’a. Julen står for døren, men krybben er tom. Hvem fanden har stjålet Jesus? Kan man lave et krybbespil uden Jesus? Hvis Gud er død, er julen så aflyst? Er det en god idé at hyre en rollespilsforening til at lave et krybbespil? Og får Betina et lift hjem af Hans? Dette og meget mere får I svar på, når Hold 9 – del 1 spiller “Når krybben er tom…” midt i juleudstillingen på Museum Østjylland. Del 2: ”Så bides hestene” Når tradition møder nytænkning, så bides. En juleforestilling inspireret af Soyas ”Jul på mange måder”. Traditioner bliver taget i brug, når der er behov for dem og er derfor kommet i brug på forskellige tidspunkter og af forskellige årsager. I forestillingen ”Så bides hestene” kommer de unge med deres nye zamzuriske tænkning og den ældre generation prøver at være åben og at tilpasse sig. Helt galt går det dog til årets vigtigste aften, JULEAFTEN – her skal den zamzuriske jul blandes med de gode gamle danske juletraditioner. Det er ikke nemt at manøvrere juleaften, når man nu bare helst vil være en lille neutral Nielsen.

Undervisere:
Lisbeth Nielsen & Birgitte Alme